Hvad er et Legetek?
Legeteket er et tilbud til børn med særlige behov og børn i udsatte positioner – deres forældre og de fagfolk, som arbejder med dem.
Legeteket har en samling af udviklingsstimulerende materialer og redskaber, som støtter op om barnets sansemæssige, motoriske, sproglige, kognitive samt sociale og samspilsorienterede udvikling.
Legetekernes samling af materialer består af pædagogisk legetøj, spil som understøtter opmærksomhed, koncentration, fællesskab etc., sprog- og kommunikations materialer, førskole-materialer, motoriske og sansemæssige materialer, produkter og redskaber osv.
I Legeteket kan forældre og fagfolk få rådgivning og vejledning i valget og brugen af materialer, som understøtter barnets niveau og udvikling.
Materialerne kan lånes i en aftalt periode både til hjemmet og til daginstitution, dagtilbud eller skole.
Legeteker er åbne for alle børn med særlige behov. Nogle Legeteker har specifikke alderskriterier. Der er varierede åbningstider, hvor nogle Legeteker har fri adgang og andre har tidsbestilling.
Se oversigten for at få information om Legeteket nær dig.
Legetekets formål
Børn med særlige behov har ofte en meget ujævn udvikling inden for forskellige områder. Det kan derfor være vanskeligt at vurdere den reelle udviklingsalder samt hvilke realistiske forventninger man kan have til barnet. At finde godt og egnet pædagogisk legetøj m.m. er ikke altid en enkelt sag, hvor Legeteket kan være behjælpeligt.
Ved at tage udgangspunkt i barnets interesse og nuværende mestringsniveau bliver legen lystbetonet, som er det bedste grundlag for dannelsen af erfaringer og tilegnelsen af læring.
Når barnet leger drager det erfaringer – at lege er således at lære og udvikle sig på alle niveauer.
På Legeteket kan forældre og fagfolk få inspiration til aktivering i leg samt rådgivning og vejleding omkring legen, samværet og læringsprocesserne med barnet.
Det er Legetekets mål at øge det enkelte barns kompetencer igennem vejledning til forældre og fagfolk samt udlån af udviklingsstimulerende materialer, redskaber og produkter.